-
Nu kommer de små københavnere. Barnløse valfarter i behandling
来源: BDK Borsnyt / 18 8月 2025 01:20:35 America/Los_Angeles
Endnu er fødselstallet ikke skudt voldsomt i vejret i hovedstaden. Men det går fremad, og til næste år vil der komme langt flere små københavnere til verden. Det forudser politikere i Region Hovedstaden, efter at der er blevet skruet kraftigt op for tilbuddene om fertilitetsbehandling til ufrivilligt barnløse. Det har bidraget til, at et stort antal kvinder og par i øjeblikket valfarter til hospitalerne for at få hjælp til at blive forældre, og det kommer til at kunne ses. »Jeg forventer helt klart, at der til næste sommer vil være mange flere familier, som sidder med en lillebror eller en lillesøster, når de skal på ferie. Der vil også være flere familier, som bliver førstegangsforældre,« siger Sofie de Bretteville Olsen (S), som er medlem af forretningsudvalget og næstformand i sundhedsudvalget. Meldingen kommer på baggrund af nye oplysninger om udviklingen i fødselstallet og antallet af fertilitetsbehandlinger, som er fremlagt i regionen. Flere medlemmer af regionsrådet har således henvist til, at de har hørt beretninger fra medarbejdere på fødeafdelingerne i regionen om, at der har været en ekstraordinær travlhed allerede i løbet af foråret i år og dermed forud for sommeren, som traditionelt er højsæsonen for fødsler. Og spørgsmålet er, om det kan kædes sammen med tiltagene for at udvide tilbuddene for fertilitetsbehandling. Det går fremad Ifølge en opgørelse forventes der i år omkring 22.700 fødsler i Region Hovedstaden, hvor en tidligere prognose sagde 22.461. Det forventede fødselstal ligger desuden en del over tallet i 2024, som var 20.930 fødsler, men er stadig ikke lige så højt som i 2021, hvor der var 22.972 fødsler i regionen. Til gengæld tyder alt på, at antallet af fødsler kommer til at stige kraftigt i de kommende år. Således ses der store stigninger i antallet af fertilitetsbehandlinger i regionen, efter at et tilbud om vederlagsfri behandling til at få barn nummer to trådte i kraft 1. december 2024, ligesom der nu også tilbydes op til seks behandlinger mod tidligere tre. Fertilitetsklinikkerne i regionen har oplevet en stigning i antallet af såkaldte IVF/ICSI-behandlinger på omkring 30 til 50 procent sammenlignet med samme periode året før. I perioden 1. december 2024 og til og med april 2025 har de offentlige fertilitetsklinikker i alt modtaget cirka 1.110 henvisninger til fertilitetsbehandling til andet barn. Ligeledes forventes tilbuddet om et øget antal behandlinger også at få stor betydning. I gennemsnit resulterer tre IVF/ICSI-behandlinger i, at cirka 65 procent af de opstartede patienter får et barn, mens et forbedret behandlingstilbud med op til seks behandlinger øger sandsynligheden op til cirka 80-85 procent, anslås det. Samlet giver det anledning til optimisme blandt regionens politikere om, at fødselstallet kommer til at stige i 2026 og årene fremover. »Vi har ønsket, at folk får retten til og muligheden for at stifte den familie, man gerne vil have. Det er der flere, der nu får adgang til, og jeg tror, at vi kommer til at se en markant stigning i antallet af fødsler i Region Hovedstaden,« siger Sofie de Bretteville Olsen. Den officielle fødselsprognose for 2026 forudser ganske vist en beskeden stigning på 200 fødsler – til 22.934. Men med den søgning, der ses nu for at få hjælp, forventer Sofie de Bretteville Olsen, at stigningen bliver større. Prognoserne forudser også en yderligere vækst på omkring 500 i de efterfølgende år, hvilket der også politisk er taget højde for med blandt andet etableringen af endnu en fødeafdeling i regionen, nemlig på Bispebjerg Hospital, anføres det. »Enormt glædeligt« Forventningerne til et øget antal fødsler kommer, efter at der fra mange sider har været udtrykt bekymring over en stagnation i børnetallet. I Københavns Kommune var der i starten af året frustrationer over, at fødselstallet i 2024 så ud til at komme under det forventede niveau, og næsten alle landets kommuner nedjusterede sidste sommer forventningerne til, hvor mange børn i aldersgruppen nul til seks år de har udsigt til at have i 2035. Den negative tendens var også baggrunden for, at regeringen i finansloven for 2024 afsatte 45 millioner kroner til at udvide antallet af forsøg til første barn. Og i forbindelse med aftalen om regionernes økonomi for 2025 blev der afsat 150 millioner kroner til at udvide behandlingstilbuddet, så det omfatter fertilitetsbehandling til andet barn. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) fremhæver, at der i flere år er blevet født få børn i Danmark, og derfor er det »enormt glædeligt, hvis udviklingen er ved at vende, og flere har lyst til at blive forældre«. Hun peger også på, at netop i Region Hovedstaden har op mod hver femte oplevet problemer med at få de børn, de gerne vil have. »Det er ulykkeligt for de mennesker, der brændende ønsker sig at blive forældre.« Det er derfor, at der er taget flere initiativer for at styrke fertilitetsbehandlingen, »så flere kan skabe den børnefamilie, de drømmer om«, siger Sophie Løhde. https://www.berlingske.dk/indland/nu-kommer-de-smaa-koebenhavnere-barnloese-valfarter-i-behandling